Folkebladets journalist var i hypnose for at give slip på sin største frygt – Du skal bare følge mine instruktioner

Onsdag formiddag tog Folkebladets journalist plads i den varme stol hos en hypnotisør i håb om at slippe af med den fobi, der har plaget ham hele livet.

HEDENSTED: Jeg har været bange for edderkopper, så længe jeg kan huske. Når jeg er stødt på et af de vamle kryb på badeværelset, i stuen eller på mit eget soveværelse, så er mødet konsekvent endt med samme respons fra undertegnede: Panik.

Det samme har været tilfældet, når jeg har scrollet ned ad Facebook-tidslinjen, hvor en bekendt har delt eller kommenteret et billede af en edderkop – eller når jeg har set dem i flimmerkassen. Det er blandt andet årsagen til, at jeg bevidst fravælger anden del af Harry Potter-filmserien – og at jeg holder hænderne for øjnene hvert år i december, når jeg ser Alene Hjemme.

Men efter at have snakket med 47-årige Lone Højsgaard fra Rask Mølle, der igennem mere end 30 år har lidt af panisk angst for frøer, tog jeg en beslutning om at gøre nøjagtigt det samme, som hun gjorde efter interviewet med Folkebladet. Opsøge en hypnotisør.

Jeg kontaktede derfor selvsamme hypnotisør, Linea Bjerrum Nielsen, som bor i Flemming, og som i juni havde den frø-skrækslagne kvinde under lup. Og onsdag formiddag klokken 11 var det så journalistens tur i den varme stol.

Hvad vil jeg opnå?

Jeg åbner døren til hypnoseklinikken på Stormgade 9 på havnen i Vejle – skråt overfor Føtex’ halvfyldte parkeringsplads, hvor jeg har to timers gratis parkering. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal forvente. Kan en hypnotisør på under to timer vriste min livsvarige såkaldte araknofobi fra mig?

– Du kan bare sætte dig i den sorte lænestol, og så kan du frit vælge, om du vil lægge benene op på skamlen eller ej. Du skal bare gøre dét, du er mest komfortabel med, forlyder det fra hende.

– Ja, ja, super, helt fint, svarer en lettere ukomfortabel journalist, hvis t-shirt allerede føles godt fugtig.

Hun forsikrer mig om, at jeg undervejs ikke vil gøre eller sige noget, der overskrider mine egne grænser, og at resultatet er afhængigt af min egen villighed til at følge hendes instruktioner – hvilket letter mig en del.

– Hvad håber du at opnå?, spørger hun mig, hvortil jeg svarer, at jeg vil slippe af med min fobi, som har plaget mig siden barndommen.

Jeg fortæller hende, hvordan jeg som barn har råbt og skreget på min mor, når der var en edderkop i boligen, og hvordan jeg selv i dag kan sidde og stirre målrettet med en støvsuger i hånden i mere end to timer på en afkrog af mit værelse, hvorfra et af de langbenede sorte kryb kort forinden har gjort sin entré – og efterfølgende er pist forsvundet.

Giv mig din hånd

Alt sammen har den certificerede Vejle-hypnotisør åbenbart arbejdet med før. Jeg er – heldigvis – ikke så sær, som jeg tror.

Jeg bliver nu bedt om at lægge min udstrakte højre hånd i hendes håndflade, lukke øjnene og stave mit fulde navn baglæns, hvilket altså ingenlunde er så lige til, som man kunne tro.

N….E……S….og BANG! Et riv i min arm, der straks forvandler min beklemthed til fuldstændig ro. Hun snakker nu i et tempo, der vil få selv en spansk fodboldkommentator til at efterspørge et punktum – og selvom jeg er ved fuld bevidsthed og kan høre alt, hvad hun siger, så befinder jeg mig alligevel i en komplet døsig tilstand, hvor jeg ikke kan tænke på eller høre andet end hendes livlige og hastige sætninger.

Hun siger, at min fobi nu vil høre fortiden til. At jeg har angsten indelukket i min sammenpressede højre hånd, som jeg skal række væk fra kroppen, åbne og give slip på, så den forsvinder ud i luften. Det gør jeg.

Skala og elefantfødder

– Åben nu dine øjne og ret blikket mod mig, lyder det fra stolen på min højre side. Selvom jeg umiddelbart kun har været frarøvet mit syn i fem minutters tid, så har jeg det, som om jeg netop er trådt op fra en bælgravende mørk cykelkælder og er kommet ud under den glødende morgenhimmel.

Hun spørger mig, hvor jeg vil rangere min frygt for edderkopper på en skala fra et til 10. Et spørgsmål, hun allerede stillede mig inden hypnosesessionen, hvor jeg kvitterede med et ni-tal. Men denne gang er jeg mere i tvivl.

– Det ved jeg faktisk ikke, siger jeg, hvilket åbenbart falder i god jord hos hypnotisøren, der med et fast blik påpeger, at når jeg ikke ved dette, så er det, fordi jeg ikke længere lider af frygten.

Jeg skal nu rejse mig op – og en næsten identisk seance udspiller sig. Baglæns stavning, et riv i armen og uendelige højlydte fraser.

Jeg føler nu, at mine fødder er aflåste og ligeså tunge som en elefants, hvorfor jeg reelt ikke kan bevæge mig, før hun siger til. Men det gør hun heldigvis nu.

Jeg går lettere forvirret – men fortsat fuldstændig afslappet – hen i lænestolen igen. Hvor lang tid er der gået? Jeg ved det ikke.

Direct Navigation Hypnose

Så. Nu er det hele vist overstået, men jeg føler stadigvæk, jeg befinder mig i en form for fuldvågen trance.

Hun fortæller, at det handler om at lære kroppen og sindet, at ens frygt ikke er en trussel. Hun har udført det såkaldte “Direct Navigation Hypnose”, hvor hun har deaktiveret min angst uden den terapeutiske del fra hypnoterapi, hvor man indleder med at finde selve årsagen til problemet, som er en længere proces.

Hun fortæller, at al hypnose reelt er selvhypnose, så man som menneske kun kan komme i hypnose, hvis man selv vil. At det er helt naturligt at være i hypnose i hverdagen, uden at vi selv er klar over det, da hypnose er en bevidsthedstilstand, som ikke kan mærkes.

– For eksempel når du ikke kan finde din hus- eller bilnøgler, og du går forvirret rundt, selvom den ligger ude på køkkenbordet, hvor du selv lagde den to minutter før, siger hun – hvilket jeg nikker lettere genkendende til.

Kan mærke forskel

Men millionspørgsmålet er så, hvordan jeg har det med edderkopper nu? Jeg fortæller hende, at jeg i al fald kan mærke en forskel. Alene tanken om dets udseende har altid gjort mig utilpas, men sådan har jeg det ikke længere. Jeg kan sågar snakke helt åbent om dem, uden at det påvirker mig.

Jeg tager nu afsked med hypnotisøren og kan på fods mod parkeringspladsen konstatere, at der utvivlsomt er sket en forandring. Men hvordan vil jeg reagere, når jeg igen får øje på et af de kravlende sorte kryb?

Det vil kun tiden vise.